Louis på fem år og Lilly på ni måneder bliver de eneste fælles børn der kommer til at fylde Tina Lunds og Allan Nielsens hjem i Dubai.
Det fortæller Tina Lund i et interview med Her & Nu.
Efter to fødsler, og med Allan Nielsens tre børn fra ægteskabet med designeren Rikkemai, vil Danmarks bedste springrytter fremadrettet koncentrere sig om sin sport.
- Vi har fem sammenbragte børn, og det synes vi, er rigeligt. Jeg har derfor besluttet ikke at få flere børn, så nu vil jeg have 100 procent fokus på ridebanespringning, siger hun til ugebladet og tilføjer, at hun to måneder efter Lilly kom til verdenen begyndte at arbejde igen.
- Og siden har der hersket travlhed, så det er dejligt at kunne slappe af og have tid til børnene her i Danmark, siger hun under et besøg under de hjemlige himmelstrøg.
Den tidligere fodboldspiller og ridepigen blev gift i august 2011 i Næsbyholm Kirke og bor nu i Dubai, som er et af de syv emirater der udgør de Forenede Arabiske Emirater og som samtidig er navnet på hovedbyen i emiratet Dubai.
Flere "forsidefruer"?
Tina Lund var i foråret med i reality-serien "Forsidefruer", men det er endnu uvidst om hun fortsat er en af de fem fruer, der fra februar til april kunne ses på TV3, og som der ventes en ny række afsnit fra i efteråret.
I foråret talte "Forsidefruer" udover Tina Lund også Janni Ree, gift med milliardæren Karsten Ree, reality-kendissen Amalie Szigethy, Gunnvør Virgarsdóttir, som har tre børn med Oliver Bjerrehuus, og iværksætteren og bloggeren Sarah Louise Christiansen.
Både Tina Lund og Allan Nielsen har forøvrigt deltaget i Vild med Dans. Hun var med i sæson fem og opnåede en andenplads, mens han i sæson syv blev nummer syv.