Det går forrygende med forretningen for den tidligere 'Vild med dans'-vært Andrea Elisabeth Rudolph.
Hendes selskab Ester Holding ApS har så flotte tal på bundlinjen, at hun har trukket 2,29 millioner kroner ud til sig selv. BT skriver, at beløbet er fordelt på halvanden millioner kroner i ordinært udbytte, og så ekstraordinære 790.000 kroner.
I 2007 stiftede Andrea Elisabeth Rudolph selskabet Rudolph Care A/S, og siden da er det gået over stok og sten med at sælge cremer og andre hudplejeprodukter.
For nogle dage siden kom det seneste regnskab fra virksomheden, og tallene viste et rekordoverskud efter skat på hele 8,8 millioner kroner.
Det er ifølge BT en stigning på 32 procent i forhold til året før, hvor virksomheden præsenterede et overskud på 6,6 millioner kroner. Egenkapitalen er nu på 18,9 millioner kroner.
Andrea Elisabeth Rudolph var vært på de to første sæsoner af TV2's underholdningsprogram 'Vild med dans'. Hun blev i 2005 gravid, hvilket betød, at Christine Lorentzen overtog den kvindelige værtsrolle, men Andrea Elisabeth Rudolph vendte efterfølgende tilbage til danseprogrammet i en række sæsoner.