Dansk Boldspil-Union (DBU) vil onsdag klokken 10 orientere Sveriges fodboldforbund om, at spillerne på Danmarks kvindelandshold ikke stiller op til VM-kvalifikationskampen på fredag i Göteborg.
Det meddeler DBU på sin hjemmeside.
Her fremgår det, at bestyrelsen bakker DBU's forhandlere op i konflikten med Spillerforeningen:
- Uenigheder om nye landsholdsaftaler handler mere om principielle spørgsmål end om økonomi.
- Forhandlinger skal ikke hastes igennem eller forstyrre sportslige forberedelser, understreger DBU's bestyrelse.
- I morgen klokken 10 vil DBU orientere det svenske fodboldforbund om, at spillerne ikke vil spille kampen, lyder det på hjemmesiden.
Kvindelandsholdet er udeblevet fra træningen i Helsingør både mandag og tirsdag. Tirsdag har holdet i stedet valgt at selvtræne i Dragør.
DBU har op til de forestående kampe meddelt, at man ikke kan stille op, hvis man ikke er mødt ind til træning.
På den anden side af forhandlingsbordet har spillerne understreget, at de ikke har i sinde at stille op, hvis en ny aftale ikke kommer på plads.
Da holdet senest var samlet, gennemførte det VM-kvalifikationskampen mod Ungarn på en delaftale.
Det store stridspunkt har ifølge DBU længe været, at unionen ikke ønsker at være arbejdsgiver for spillerne. Det er deres respektive klubber, har DBU understreget gang på gang.
Det er fortsat principielle punkter, der skiller parterne, lyder det fra Christian Kofoed, der er en del af DBU's forhandlingsgruppe.
- Parterne har nærmet sig hinanden og er tættere på en aftale end nogensinde.
- Der er dog en lang række principielle punkter, der skal forhandles på plads, før aftalen kan forelægges DBU's bestyrelse til behandling og godkendelse, siger Christian Kofoed.
/ritzau/