Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil senere på ugen tage til EU-topmøde med en dagsorden om, at Europa skal arbejde hen imod forberedelsen af flere sanktioner mod Rusland i kølvandet på indlemmelsen af Krim-halvøen.
Men samtidig understreger hun, at man ikke må "være blind for", at økonomiske sanktioner også kan koste arbejdspladser i Danmark.
- Jeg er som statsminister og socialdemokrat nødt til at gøre det klart, at økonomiske sanktioner er alvorlige, og at vi er nødt til at kigge på, at det også kan have betydning i Danmark, også i form af arbejdspladser, lyder det fra Helle Thorning-Schmidt.
Det skete efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, hvor flere partier bakkede op om ønsket om en strammere EU-kurs over for Rusland.
Kan sanktioner have betydning for vores handel med Rusland?
- Det kan det jo desværre, og det bliver vi nødt til at sige åbent og ærligt. Jeg vil gerne understrege, at jeg mener, at vi skal skærpe sanktionerne i forhold til Rusland, men vi kan ikke tillade os at være blinde for de konsekvenser, det også kan have, påpeger Helle Thorning-Schmidt.
Statsministeren understreger samtidig, at regeringen vægter et samlet svar fra EU i forhold til Rusland højest.
EU har indtil videre indført sanktioner mod godt en snes navngivne personer efter Ruslands formelle annektering af Krim-halvøen.
EU har desuden stemplet såvel folkeafstemningen på Krim - hvor et klart russisk flertal stemte for løsrivelse fra Ukraine - som annekteringen som ulovlig.
/ritzau/