Regeringens kommende skattereform skal give erhvervslivet skattelettelser og skabe flere job, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i et interview med Jyllands-Posten.
- Vi vil gerne sænke skatten markant på arbejde, men vi vil også give en håndsrækning til virksomhederne, siger Helle Thorning-Schmidt til Jyllands-Posten.
Udspillet til en skattereform kommer tirsdag, og det er blandt andet kommet frem, at regeringen vil hæve grænse for topskatten for de rigeste danskere og øge beskæftigelsesfradraget til gavn for danskere med lavere indkomster.
- Reformen vil styrke vores mulighed for at få mere vækst og flere mennesker på arbejdsmarkedet. Det er jo det, der er idéen med alt det, vi laver, siger Thorning-Schmidt.
Et af de konkrete vækst-værktøjer er et højere skattefradrag for investeringer i maskiner, værktøj og inventar i resten af 2012 og i 2013, skriver Jyllands-Posten.
- Det er en hjælpende hånd til produktionsdanmark, og det vil kunne mærkes derude. Vi er helt overbeviste om, at det sætter gang i jobbene i Danmark, siger Helle Thorning-Schmidt til avisen.
Forhandlingerne om skattereformen kommer til at køre samtidig med trepartsforhandlingerne mellem regeringen, fagbevægelsen og arbejdsmarkedets parter.
Statsministeren mener, at skatteforhandlingerne hænger tæt sammen med netop de forhandlinger, fordi trepartsforhandlingerne lægger op til at få danskerne til at arbejde mere, mens forslaget til en skattereformen vil lette skatten på arbejde.
- Det er jo to sider af samme sag, og derfor er det på mange måder naturligt, at vi sætter det i gang på samme tid, siger Helle Thorning-Schmidt til Jyllands-Posten.
Statsministeren håber på en bred aftale med opbakning fra de borgerlige partier og fra Enhedslisten.