EU-traktatændringer kommer kun til at foregå i et nyt mellemstatsligt samarbejde mellem eurolandene.
Det sker efter de 27 EU-lande ikke kunne nå til enighed om traktatændringer.
Det var Storbritannien, der blokerede for en aftale mellem de 27 lande. Derfor endte det med en ny organisation for de 17 eurolande plus en "coalition of the willing".
"Vi måtte vælge mellem at holde på de 27 EU-lande eller at træffe en kontant beslutning, der kunne skabe den maksimale ro om euroen," siger statsminister Helle Thorning-Schmidt ifølge Politiken.
Med den nye aftale om et mellemstatsligt samarbejde er der lagt op til stramninger i eurosamarbejdet.
Man vil blandt andet indføre en såkaldt 'gældsbremse', overskridelse af budgettet vil automatisk udløse bøder, og pengetanken ESM, European Stability Mechanism skal tidligere end forventet være i stand til at yde billige lån og lånegarantier til gældsramte lande.
Det er positivt nyt, mener Danmarks statsminister.
"Alt i alt er det en god beslutning, der er taget, for der er ikke nogen tvivl om, at når de her beslutninger bliver kendt og studeret, også af markederne, så vil man se, at der har været beslutningskraft til at styrke euroen, til at styrke disciplinen og sammenholdet i euroen," siger Helle Thorning-Schmidt.