Med 22 grand slam-titler i tasken, var hun en af 80’ernes helt store tennis-ikoner. Der har dog været bemærkelsesværdigt stille omkring Steffi Graf, siden hun i 1999 sendte sit sidste serve-es af sted for at hellige sig familielivet, men nu er der nyt fra tennislegenden.
Den nu 56-årige Steffi Graf har fået job som brand-ambassadør for discountkæden Lidls nye budgetvenlige sportstøjslinje Crivit. Det skriver The Sun.
Den tidligere tyske verdensetter har takket ja til at være ansigtet udadtil på kædens nye sportskollektion, der går under mottoet “Find your move”. Det er ikke første gang, den tyske discountkæde teamer op med tysktalende verdensstjerner. Tidligere har både Heidi Klum og Arnold Schwarzenegger været brandambassadører for kæden.
Steffi Graf nåede ikke blot at hente 22 grand slam-titler hjem fra tennisbanen. I 1999 blev hun og den amerikanske tennisstjerne Andre Agassi tennisverdenens powerpar, da de fandt sammen kort efter hans skilsmisse fra Hollywoodstjernen Brooke Shields. Kort efter trak Graf sig tilbage for at hellige sig familielivet med Agassi, som hun har de nu voksne børn, Jaden Gil og Jaz Elle med.
Steffi Graf og Andre Agassi fandt sammen i 1999 og har siden været tennisbanernes helt store powerpar. (Arkivfoto) Kieran Doherty/Reuters/Ritzau Scanpix