Han hører til de sjældne, og han ved det godt.
Sygeplejersken Casper Jensen er liberal og offentligt ansat sygeplejerske. Han har fået nok af det, han kalder for ’skyttegravskrigen’ mellem dem, der vil have skattelettelser eller velfærd.
Og han køber slet ikke klagesangen om, at vores fælles sygehuse vil bukke under, hvis ikke de snart får tilført flere penge. Landets sygehuse har nemlig penge nok. De bruger dem bare forkert, fortæller han i et læserbrev i Berlingske.
- Det er korrekt, at vores sygehusvæsen er ved at kollapse, men det skyldes ikke manglede finansiering, derimod en ledelse der konstant prioriterer administration/bureaukrati på bekostning af klinikere og varme hænder, skriver Casper Jensen, der er ansat som sygeplejerske på Bornholms Hospital.
Til Avisen.dk uddyber han:
- Det kliniske personale har aldrig løbet stærkere, og vi er skåret helt ind til benet. Men det skyldes jo netop forkerte prioriteringer. Det er regionens egen skyld, at de skal spare og fyre folk, lyder hans forklaring.
Hellere skattelettelser
Ifølge Casper Jensen har Region Hovedstaden brugt cirka 50 millioner på at udskifte skilte på regionens hospitaler, og det er ifølge den liberale sygeplejerske et godt eksempel på, at pengene bliver brugt forkert. Hvor mange ekstra læger og sygeplejersker kan man mon få for 50 millioner?, spørger han retorisk.
Så er der mere ræson i at sænke skatten, mener han.
- Hvis man sænker skatten, opstår der dynamiske effekter, der giver flere penge i statskassen. Udsættes befolkningen for lavere skatter, har de flere penge til rådighed til forbrug, og det betyder flere skatteindtægter til staten. Penge, som kan bruges til at ansætte flere sygeplejersker og læger, mener Casper Jensen, der altså foretrækker at beholde lidt mere af sin ’beskedne’ løn via en skattelettelse.