Selvom Skives borgmester, Peder Christian Kirkegaard (V), endnu ikke helt er kommet sig over en akut nervebetændelse, så har han kræfter og overskud til at rose, det personale, som har taget sig af ham, siden han blev indlagt på Aarhus Universitets Hospital for et par uger siden.
På Facebook skriver han blandt andet: "Tusind tak til personalet på Neurologisk Afdeling Aarhus Universitets Hospital for en faglig dygtig behandling, samt dejlig varm pleje og omsorg. I er bare helt fantastiske!".
Nu går turen til Skive Sygehus, hvor en intensiv genoptræning skal foregå.
Peder Christian Kirkegaard blev indlagt 13. oktober, og fik konstateret Guillain-Barré syndrom, som er en sygdom, hvor kroppens immunforsvar angriber nerverne.
Om sit helbred skriver borgmesteren på Facebook: "Heldigvis er der med denne sygdom meget gode prognoser for fuldt at genvinde førligheden igen, men nu skal alle kræfter i første omgang bruges på massiv genoptræning."