Med 23 point for 15 kampe og en øjeblikkelig syvendeplads i Premier League har Swansea præsteret over forventning i efteråret.
Alligevel mener bestyrelsesformand Huw Jenkins, at holdet kunne have brug for forstærkning, når klubberne fra nytår igen får mulighed for at hente friske kræfter til.
- Der venter potentielt en League Cup-semifinale, en FA Cup-kamp mod Arsenal og alle Premier League-kampene på os.
- Vi er nødt til at være sikre på, at vi har den rette dybde i truppen, fordi der bliver en masse hårde kampe, siger Jenkins til South Wales Evening Post.
Jenkins fortæller, at der er penge til en eller to nye spillere, og arbejdet med at finde dem er allerede i fuld gang.
Klubbens og manager Michael Laudrups danske scout Erik Larsen er allerede på udkig efter egnede emner.
- Eriks viden om europæiske spillere er fantastisk. Han har været rundt over det hele for at se på spillere, som vi føler, er de rette for os, siger Huw Jenkins.
Swansea var igennem en større udskiftning i sommerpausen med det resultat, at syv af spillerne i weekendens startopstilling mod Arsenal har fået Premier League-debut i denne sæson.
/ritzau/