Den korruptionsmistænkte vedligeholdelseschef i Københavns Ejendomme, Anders Asbjørn Jensen, er en færdig mand i hovedstadens inderkreds.
Det står klart efter en række møder under ledelse af kultur- og fritidsborgmester, Pia Allerslev (V), på Københavns Rådhus fredag.
Anders Asbjørn Jensen har nemlig ikke, som han skulle, indleveret en redegørelse for de uregelmæssighederne TV2-programmet Operation X afslørede forleden.
Det var ellers hans opgave inden i dag klokken 12.
Om Anders Asbjørn Jensen bliver meldt til politiet af kommunen vil blive afgjort i den kommende uge, når resultatet af de stadig igangværende undersøgelser ligger klar.
Stemningen har hele fredag eftermiddag været fortættet på Københavns Rådhus. Det hører til sjældenhederne, at politikere herhjemme skal forholde sig til korruption på de øverste poster i deres forvaltning.
Offentliggørelsen af fyringen trak ud, fordi en gruppe jurister skulle sørge for, at alle formaliteter omkring fyringen af Anders Asbjørn Jensen var på plads. Det fortæller Erik Bjørn Møller, der er Pia Allerslevs pressechef, til Newspaqs udsendte.
Baggrunden for hele sagen er, at Anders Asbjørn Jensen, efter alt at dømme, har hjulpet sin ven Teddy Christensen med at få rigtig gode priser for byggeri, han udførte for kommunen.
Konkret er der tale om en sag, hvor Teddy Christensens firma, Tegnestuen T plus, har udført arbejde til en værdig af 912.000 kroner, når arbejdet i virkeligheden kun burde have kostet skatteborgerne det halve.
Men korruptionssagen stopper ikke der. Tegnestuen har nemlig i alt udført arbejde for 40 millioner kroner for kommunen. Så svindlen er formentlig langt mere omfattende.