Den svenske konge, Carl Gustaf, uddeler torsdag Polhemsprisen.
Det fremgår af det svenske kongehus' officielle kalender.
Uddelingen af prisen finder sted på Tekniska museet i Stockholm, der er det svenske nationalmuseum for videnskab og teknologi.
Prisen er Sveriges ældste tekniske udmærkelse og blev stiftet i 1876 til minde om opfinderen og mekanikeren Christopher Polhem.
Prisen uddeles for teknisk innovation på højt niveau eller til en eller flere, der har fundet geniale løsninger på et teknisk problem, fremgår det af prisens hjemmeside.
Allerede i mandags blev det afsløret, at årets vinder af Polhemsprisen er Daniel Stenberg for sin opfindelse af cURL, der bruges til overførsel af data.
Daniel Stenberg, der er 47 år gammel, har en baggrund hos IBM, men arbejder nu som udvikler for Mozilla.
Årets prismodtager bliver belønnet med 250.000 svenske kroner og Polhems-medaljen.
/ritzau/FOKUS