De danske turistorganisationer kan måske blive inspireret af Sverige i bestræbelserne på at tiltrække flere udenlandske turister. Sveriges indtjening fra turisme er næsten dobbelt så stor som i Danmark, og de seneste 12 år er indtægterne vokset uafbrudt.
Det fremgår af den seneste rangliste fra FN's turistorganisation UNWTO. Her indtager Sverige en 21. plads målt på de penge, turisterne bruger, mens Danmark og Norge ligger langt bagefter som nummer 41 og 46.
Sverige er rykket tre pladser frem i forhold til rangeringen i 2010.
Udenlandske turister brugte i 2011 næsten 100 milliarder svenske kroner under deres besøg i nabolandet. Det er næsten dobbelt så meget som Danmarks og Norges indtægter og tæt på fire gange så meget som i Finland.
- Vi har mere at byde på end dem. Vi har naturoplevelser, skiløb, tre storbyer og fantastiske temaparker, siger Thomas Brühl, direktør for den nationale organisation VisitSweden, til nyhedsbureauet TT.
Sveriges voksende popularitet beror på flere forhold, ifølge turistdirektøren: Det er blevet nemmere og billigere at rejse dertil, satsningen på markedsføring er øget og der findes flere "eksportmodne" destinationer.
- Med det mener jeg, at man kan tilbyde en fuld pakke af oplevelser. Fly, hoteller restauranter og ting, man kan foretage sig, siger turistchefen.
Selv store turistlande som Sydafrika, Mexico og Portugal kan ikke hamle op med Sveriges indtægter fra turismen.
USA er uden sammenligning verdens mest foretrukne rejsemål, ifølge UNWTO's World Tourism Barometer. Turister lagde i 2011 116 milliarder dollar i USA.
Derefter følger Spanien, Frankrig, Kina, Italien, Tyskland, Storbritannien, Australien, Macau (Kina) og Hong Kong (Kina).
Top-ti-listen er uændret i forhold til 2010.
/ritzau/