En person er blevet anholdt for at forberede et terrorangreb, skriver den svenske anklagemyndighed i en pressemeddelelse fredag.
- Manden er anholdt på baggrund af begrundet mistanke, siger anklager Lars Morand, som leder forundersøgelsen.
Den mistænkte mand er født i 1987. Han blev anholdt i Lund i Skåne.
Den anholdte har fået beskikket en offentlig forsvarer, som ikke vil udtale sig om de nærmere omstændigheder i sagen.
- Jeg har ingen kommentarer, siger advokat Johan Sarvik til Kvällsposten.
Sikkerhedspolitiet (Säpo) er indtil videre ikke indblandet i sagen.
- Vi kender til sagen. Men det er i den nuværende situation en opgave for politimyndigheden, siger Säpos pressesekretær, Sofia Hellqvist.
Tre personer blev anholdt, da politi mandag slog til mod flere adresser i landet. Men der er ingen tegn på, at et angreb er planlagt de nærmeste dage, skriver anklagemyndigheden.
- Den nye sag er ikke en del af efterforskningen i den anden. Vi ser ikke i den nuværende situation nogen koblinger til de tre tidligere anholdte, siger Sofia Helt med henvisning til Rakhmat Akilov.
Akilov har erkendt at stå bag et angreb i Stockholm i 2017, da han kørte en lastbil ind i en menneskemængde, og fem personer blev dræbt.
De tre anholdte fra mandagens aktion kommer ligesom Rakhmat fra Usbekistan, oplyser en anonym kilde til TT.
Den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp har vurderet, at to ekstremistiske grupperinger har kapacitet til at udføre angreb i Sverige.
Han nævner desuden Nordiske modstandsbevægelse, som på svensk hedder Nordiska motståndsrörelsen (NMR). Det er en nynazistisk gruppe i de nordiske lande.
/ritzau/TT