Svensk økonomi i dramatisk tilbagegang

Ny prognose spår, at svensk økonomi går kraftigt tilbage i 2012. Det er ikke godt nyt for Danmark, hvis prognoserne holder, siger ekspert.
Sverige har overraskende nedjusteret deres forventninger til væksten i deres økonomi i 2012.
Sverige har overraskende nedjusteret deres forventninger til væksten i deres økonomi i 2012. Foto: COLOURBOX

Indtil nu har det nærmest virket som om, svensk økonomi har været immun overfor problemerne i verdensøkonomien.

Mens lande over hele verden har kæmpet med lave vækstrater, har Sverige klaret frisag med flotte rater. Men det ser ud til at slutte nu.

I dag kom det svenske finansministerium med en nedjustering til økonomien i 2012, som de nedjusterede fra 3,8 procents vækst til 1,3 procent.

Og selvom det er en prognose, der ligesom alle andre prognoser skal tage med et gran salt, er det ifølge cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian, ikke gode nyheder for dansk økonomi.

"Det faktum, at det ser ud til, at væksten i Sverige ser ud til at blive lavere end først forventet, er selvfølgelig ikke godt nyt for dansk økonomi. Cirka 15 procent af vores eksport går til Sverige - og derfor er vi selvfølgelig afhængige af, at svensk økonomi er i god gænge," siger Steen Bocian til Newspaq, men understreger samtidig, at svensk økonomi generelt stadig står godt i forhold til andre økonomier verden over.

"Sverige har stadig balance på de offentlige budgetter, de har relativ god vækst og relativ lav ledighed, så udmeldingen i dag rykker ikke ved, at svensk økonomi stadig er godt stillet," siger Steen Bocian.

Det er ikke sikkert, hvad der har affødt nedjusteringen, men det kan være stagnering på det svenske boligmarked og deraf lavere privatforbrug, der er skyld i tilbagegangen, vurderer Steen Bocian.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.