Mens Justitsminister Morten Bødskov (S) og Rigspolitiet ikke kender til misbrug af de hackede oplysninger hos CSC, skulle den mistænkte svenske hacker i en eller anden sammenhæng have forsøgt at hente penge hos Odense Kommune og lykkedes med det hos pædagogernes fagforbund, Bupl.
Det skulle ifølge Ritzaus oplysninger fremgå af anklageskriftet mod den svenske hackerkonge og medstifter af fildelingstjenesten Pirate Bay, Gottfrid Svartholm Warg, som er den ene af de to mistænke i sagen om det omfattende danske angreb.
SF's retsordfører Karina Lorentzen bekræfter da også, at Bupl og Odense Kommune blev nævnt på torsdagens hastemøde i politiforligskredsen. Hun ønsker dog ikke at gå i detaljer.
Det gør man til gengæld hos Bupl, hvor man bekræfter, at fagforbundet for omkring et år siden var udsat for et svensk hackerangreb.
Angrebet skete gennem Bupl's bank, Nordea, og der skulle vare tale om et mindre beløb. Hos Bupl er man dog ikke klar over, om der er tale om Gottfrid Svartholm Wargs værk.
Det danske hackerangreb på politiets registre involverer flere millioner cpr-numre. Blandt andet er alle danskere med kørekort omfattet af angrebet.
Svartholm sidder i øjeblikket bag tremmer i Sverige, hvor han er tiltalt i en sag, som er blevet beskrevet som den største hackersag i Sverige.
Den svenske sag minder til dels om den danske. I Sverige er Svartholm tiltalt for at have hacket sig ind på oplysninger i Folkbokföringsregistret, som er Sveriges cpr-register.
I det svenske sagsmateriale optræder blandt andet personoplysninger om 20.000 politifolk, som har anvendt Folkbokföringsregistret.
I sagen er Svartholm desuden tiltalt for bedrageri og forsøg på bedrageri, idet han angiveligt er trængt ind i systemerne hos banken Nordea.
Svartholm var med til at stifte fildelingstjenesten Pirate Bay tilbage i 2004. En svensk domstol fastslog i 2009, at tjenesten krænkede ophavsrettigheder, og Svartholm blev i den forbindelse idømt et års fængsel.
/ritzau/