Sundhedsministeriet nægter at have betalt for mad og drikke til partiet Venstre.
Ekstra Bladet skriver ellers i dag, at Venstre burde betale 6.000 kroner tilbage til Sundhedsministeriet for mad og drikke til interne parti-møder, som har fundet sted i perioden 2002-2007 under daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Venstre har allerede betalt 10.000 kroner tilbage til ministeriet, som blev brugt til mad og drikke til møder i Venstre. Men det er ikke nok, skriver Ekstra Bladet, der hævder, at ministeriet ikke har undersøgt bilagene godt nok.
Men det afviser Sundhedsministeriet, der i en pressemeddelelse skriver:
- Ekstra Bladets liste over møder, der efter avisens opfattelse burde have været betalt af Venstre, drejer sig om møder med almindelig mødeforplejning, som falder under bagatelgrænsen. Ligeledes omfatter listen møder med for eksempel andre ministre og embedsmænd. Sådanne møder skal selvfølgelig ikke betales af Venstre.
Sundhedsministeriet fastholder altså, at der er orden i bilagene.
- Når ministeren har gæster i ministeriet, så sørger vi rutinemæssigt for f.eks. et rundstykke, en kop kaffe eller anden let forplejning. Det giver vi til alle, uanset hvilket parti de tilhører, eller om de er embedsmænd, politikere eller en skoleklasse på besøg. Det er almindelig høflighed, som vi ikke kræver refunderet hos gæsterne, siger departementschef Christian Schønau