Apoteker kan få en aktiv rolle og overtage nogle af de praktiserende lægers opgaver, hvis lægekonflikten bryder ud i lys lue, og de praktiserende læger afleverer deres ydernumre efter et repræsentantskabsmøde på lørdag.
Det mener administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen, Else Smith, der siger, at apotekerne godt kan varetage forebyggende helbredsundersøgelser, som ikke kræver en lægefaglig kompetence.
- Apotekerne har eneret på at sælge medicin på recept, og så har de en rådgivningsfunktion. Samtidig har de så mulighed for at yde noget forebyggende, siger hun til Ritzau og fortsætter:
- Der er mange apoteker, der tilbyder, at man kan få målt blodtryk eller få målt dit blodsukker. Apotekerne er aktører i det danske sundhedsvæsen. Om de kan bruges til at løse opgaver i en konflikt, må bero på en konkret vurdering i regionerne.
Sundhedsstyrelsen har udsendt et brev til de praktiserende læger, hvor de præciserer reglerne, såfremt lægerne afleverer deres ydernumre og arbejder uden for overenskomsten.
Dermed ruster Sundhedsstyrelsen sig til, at sundhedssektoren vil ændre sig, hvis danskerne til efteråret skal betale for at gå til deres praktiserende læge.
- Sundhedsstyrelsen har ønsket at klargøre rammerne for en situation med mange praktiserende læger uden overenskomst. De fleste forhold i sundhedsvæsnet skal jo gerne fungere så godt, som de nu kan, hvis der kommer en konflikt, siger Else Smith.
Ud over apoteker kan sygehuse og kommunale tilbud ligeledes blive sat til at løse nogle af de praktiserende lægers opgaver.
Det ventes, at Folketinget vedtager regeringens lovforslag, der forlænger de praktiserende lægers overenskomst med Danske Regioner, på fredag.
På et ekstraordinært repræsentantskabsmøde lørdag beslutter lægerne sig for, om de vil aflevere ydernumrene, der i praksis vil betyde, at danskerne skal betale for at gå til lægen fra 1. september.
/ritzau/