Filmen havde premiere for bare en måned siden, men har allerede solgt hele 250.000 billetter i de danske biografer.
Allerede den første weekend var næsten 50.000 i biffen for at se "Rejseholdet" og siden er tilstrømningen bare fortsat.
"Rejseholdet: Det første mord" fortæller historien bag danmarks første rejsehold og holdets første kriminalgåde.
På rollelisten står blandt andre Alex Høgh Andersen, Mathilde Arcel og Nicolaj Kopernikus som de tre centrale efterforskere, mens Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Lars Ranthe og Kristian Halken også medvirker.
Året er 1927 og den ambitiøse politimand Otto Himmelstrup får til opgave at lede det nystartede Rejsehold - et hold af efterforskere, der skal hjælpe de lokale politikredse med opklaring af særligt vanskelige forbrydelser.
Da et lig findes i et nedbrændt sommerhus i Esbjerg, begynder Otto og hans hold at afdække en usædvanlig mordgåde, der afslører magtkampe og korruption blandt byens spidser.
Selv om "Rejseholdet" er kommet godt fra start, så er der stadig et stykke op til "Ternet Ninja 3", der foreløbig er set af hele 650.000 publikummer.