Demonstranter og politi støder sammen i Spanien, Portugal, Grækenland og Italien under omfattende strejker og protester mod offentlige nedskæringer, krisepakker og stigende arbejdsløshed.
Adskillige personer er anholdt, og politiet anvender både knipler og vandkanoner - og de skyder med gummikugler for at holde demonstranter på afstand af offentlige bygninger.
Landsdækkende strejker i Spanien og Portugal lammer transportsektoren med aflysning af fly, tog og busser. Skoler og andre offentlige institutioner er lukkede, og mange fabrikker ligger stille hen.
Strejkerne kommer efter opfordring fra Føderationen af Europæiske Fagforeninger, og demonstrationer fandt sted i adskillige andre EU-lande.
I Spanien er 110 personer anholdt, hvoraf mindst to angiveligt havde sprængstoffer på sig. Også i Portugal og Grækenland er der foretaget anholdelser.
Også arbejdere, der ikke er medlem af en fagforening, deltager i demonstrationerne.
- Dette har ikke noget at gøre med politik eller fagforeninger. Dette drejer sig om sociale forhold og økonomi. Hvis det er nødvendigt at lukke landet ned, vil vi lukke landet ned, siger Mariluz Gordillo, en teleoperatør i Madrid.
I Rom er mindst 60 personer anholdt efter sammenstød mellem demonstranter og politi.
Demonstranter besatte det skæve tårn i Pisa i en time og satte bannere op med teksten "Gør modstand. Vi vil ikke betale for jeres krise".
Også i Frankrig er der protester, men her går det mere fredeligt til.
Sideløbende med protesterne kom der nye tal frem, der viser, at den økonomiske krise i sydeuropæiske lande forværres.
I Portugal er arbejdsløsheden steget til næsten 16 procent. Nye tal viser også, at Grækenlands økonomi skrumper yderligere - nu med 7,2 procent på årsbasis.
/ritzau/Reuters