Ritzau
Opdateret kl. 18:28
Trods fredagens angreb i et metrotog i London hæver myndighederne i Storbritannien ikke det nuværende trusselsniveau fra alvorligt til kritisk.
Det oplyser Storbritanniens premierminister, Theresa May, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det var et tog på stationen Parsons Green i det vestlige London, der blev ramt. Det kørte på ruten District Line.
22 personer, heriblandt flere skolebørn, er efterfølgende blevet bragt til hospitaler, men ingen af de sårede er i kritisk tilstand.
De fleste blev ramt af stikflammer, oplyser politiet.
Vicekommissær ved politiet i Scotland Yard Mark Rowley kalder sprængladningen i toget for hjemmelavet.
Ifølge Theresa May var planen med bomben, at den skulle skabe "væsentlig skade".
Trusselsniveauet blev senest hævet kortvarigt i maj oven på et bombeangreb mod en koncertarena i Manchester. Her tog en selvmordsbombemand 22 koncertgængere med sig i døden.
Biterne har en skala på fem trin, der afspejler den forventede risiko for terrorangreb.
Kritisk, der er det højeste niveau, betyder, at et terrorangreb er nært forestående.
/ritzau/