Spiritus og bilkørsel er en ualmindelig dårlig kombination. Det budskab havde en 41-årig jysk mand dog meget svært ved at forstå i nat.
Den 41-årige mand, der kommer fra Vildbjerg ved Herning, blev i nat ved 3.30-tiden taget i at køre bil i spirituspåvirket tilstand, skriver netavisen dagens.dk.
Manden blev stoppet i Sønder-Omme. Politiet anholdt den 41-årige, og tog ham med med på politistationen, men han havde åbenbart ikke lært lektien:
- Da vi løslader ham, ringer han efter sin 44-årige kæreste fra Odense. Hun kommer, men manden sætter sig på førersædet og vil køre fra politistationen. Vi ser det og får stoppet ham igen. Vi anholder ham og sigter ham igen for spirituskørsel, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi Jesper Duus til dagens.dk, og fortsætter:
- Vi tjekker desuden hans kæreste, og det viser sig også, at hun er spirituspåvirket. Så hun bliver også sigtet for at køre bil i påvirket tilstand.
Hvordan parret kom hjem efterfølgende, melder historien intet om.