Når regeringen i de kommende år investerer danskernes penge i Femern-forbindelsen, ny metro, motorveje og jernbane - så risikerer pengene at gå til udenlandsk arbejdskraft.
Det vurderer en række byggekyndige, som Erhvervsbladet har talt med.
De byggekyndige peger på, at den billige udenlandske arbejdskraft sammen med den frie bevægelighed i EU vil slå igennem for alvor ved de kommende gigant-projekter herhjemme.
Seniorøkonom Finn Bo Frandsen fra Dansk Byggeri gætter på, at kun halvdelen eller derunder ved fremtidige store anlægsbyggerier i Danmark vil være dansk arbejdskraft.
Således var det også under byggebranchens optur fra 2004 til 2007. Her var det i høj grad udlændingene, der løb med jobbene.
"Det er EU's indre marked, der begynder at fungere. Alfa og omega er stadigvæk, om de ansatte er ordentligt uddannede til opgaven. Men skal jeg give et bud, vil jeg gætte på, at under halvdelen ved store anlægsbyggerier i fremtiden er dansk arbejdskraft," siger Finn Bo Frandsen.
På Lolland-Falster har en hel landsdel gennem mange år glædet sig over det job-boom, som en fast forbindelse vil skabe med 6.000-7.000 arbejdspladser i byggefasen.
Men bygherren, Femern A/S, har under hele processen understreget, at det endnu er alt for tidligt at spå om, hvor arbejdskraften til det store byggeri vil komme fra.
Og i Sønderjylland havde en hel landsdel også glædet sig til det 26 kilometer lange motorvejsbyggeri, der skal forbinde Sønderborg og Als med hovedmotorvejen mod grænsen.
Men her har et tysk-østrigsk konsortium vundet opgaven. Og det er i høj grad tysk arbejdskraft, der nu dominerer blandt de 350 ansatte på byggeriet.
"Jeg havde håbet, der havde været mere arbejde til danskere. Men jeg tror, at fremtiden vil vise, at når store konsortier vinder ordrerne, vil det betyde, at 70-80 procent af arbejdskraften bliver udenlandsk, mens resten kommer fra Danmark," siger 3Fs lokale formand i Aabenraa, Kim Brandt.