Sparekassen Kronjyllands køb af Sparekassen Østjylland er nu faldet på plads.
Det oplyser Sparekassen Kronjylland, efter det for et par uger siden blev offentliggjort, at Kronjylland havde overtaget de fleste kunder og samtlige medarbejdere fra Sparekassen Østjylland.
- Det er dejligt, at det nu er helt på plads, så vi for alvor kan komme i arbejdstøjet, siger Sparekassen Kronjyllands administrerende direktør, Klaus Skjødt.
Indtil godkendelsen fra myndighederne har Sparekassen Kronjylland ikke måttet kontakte kunderne.
- Det har naturligt undret nogle, og derfor bliver det godt at kunne sende et egentligt velkomstbrev til kunderne. Vi vil gøre vores bedste for at sikre, at de bliver tilfredse kunder hos os, skriver Klaus Skjødt i en pressemeddelelse.