Den danske golfspiller Søren Hansen er helt med fremme i European Tour-turneringen Portugal Masters, hvor han præsterede en flot første runde torsdag.
Søren Hansen er blot et slag efter førstepladsen, som deles af hele fem golfspillere, der alle har gået første runde i 65 slag, hvilket svarer til seks slag under banens par.
Med en runde i 66 slag er Søren Hansen placeret på en delt sjetteplads sammen med 10 andre deltagere.
Søren Hansen præsterede at lave syv birdies, men runden bød også på to bogeys, der forhindrede, at danskeren strøg alene til tops.
Det gjorde Søren Hansen ikke, men han kan stadig nå at blande sig blandt de bedste, som kun er et slag bedre lige nu.
De fem bedst placerede er waliseren Jamie Donaldson, englænderen David Lynn, spanieren Alvaro Quiros, ireren Simon Thornton og chileneren Felipe Aguilar.
Lidt længere nede i feltet ligger tre danskere i to slag under banens par. Det drejer sig om Anders Hansen, Andreas Hartø og Søren Kjeldsen, som er på en delt 38.-plads.
Morten Ørum Madsen gik første runde i banens par, mens Thomas Bjørn havde en skidt runde i tre slag over par.
Joachim B. Hansen er den værst placerede dansker med en rædselsfuld runde i hele otte slag over banens par.
Runden bød på tre bogeys, en dobbelt bogey og sågar en enkelt tredobbelt bogey for Joachim B. Hansen, som ellers har gjort det godt tidligere på sæsonen.
23-årige Joachim B. Hansen deler sidstepladsen som nummer 125 med sydafrikaneren Dawie van der Walt.
/ritzau/