Hvor ofte står du i et dilemma på jobbet?
- I det her fag bliver man tit udsat for etiske dilemmaer. Når man arbejder med mennesker, er det ikke nemt bare at træffe besluninger, når man ved, det får konsekvenser. Jeg arbejder med borgere på kontanthjælp, der er aktivitsparate - altså dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet. Og der har det, vi gør, ofte store konsekvenser.
Mette Brix er 32 år og er uddannet socialrådgiver. Hun har været ansat på jobcentret i Rødovre siden 2009.
Hendes historie er en del af en serie på Avisen.dk, hvor vi møder mennesker, der til dagligt oplever svære dilemmaer i jobbet.
Hvad er det største dilemma, du har stået i?
- Jeg havde en borger, der blev ved at sige, hun var psykisk syg med angst og depression, og at hun ikke kunne møde til samtale eller i et tilbud. Jeg havde meldt hende til et meget skånsomt hold, hvor hun udeblev en hel måned. Og jeg havde ikke nogen lægelig dokumentation på, at hun rent faktisk havde angst. Og jeg må så sige til hende, at jeg kan ikke lade være med at sanktionere hende, for hun gik ikke til læge.
- Hun blev trukket en måneds kontanthjælp, og det synes jeg ikke var særligt sjovt, men jeg var nødt til det. Og dilemmaet var, at jeg godt kunne se, hun havde det dårligt, men jeg havde intet, der bakkede det op. Og så skal jeg følge loven og sanktionere hende.
Så dilemmaet står mellem, hvad du har lyst til og, hvad du skal?
- Jeg har nogle menneskesyn, som strider med det, jeg ind imellem gør - det er når mine menneskesyn kolliderer med den lovgivning, siger jeg skal, at det kan være svært. Jeg vil jo gerne hjælpe alle de mennesker. Men jeg er også rimelig loyal over for den lovgivning, vi har. Det er ikke sådan, at jeg taler borgere efter munden, når borgeren er utilfreds, for jeg skal også stå på mål for det, vi gør. Men der er da nogle ting, jeg er uenige med regeringen i.
Påvirker det dig?
- Ja, det gør det da. Jeg har da empati for de her mennesker. Det er da klart. Men - og det lyder måske lidt kynisk - man er sgu nødt til at være lidt hård i filten. Det er ikke fordi, man ikke vil de her mennesker det bedste, men man er bare nødt til at sige til sig selv, at du kan ikke hjælpe frit, som du vil. Men borgerne skal også selv tage styring på deres liv. For hvad vil der så ske, når vi ikke er der. Så jeg tænker også, at en del af vores arbejde er, at lære dem at tage ansvar selv.
Hvordan kan man fortsætte i et job, hvor man gør ting, man ikke har lyst til?
- Det er jo ikke mig, Mette, som socialrådgiver, der har siddet og bestemt de her ting. Det er nogle andre. Man er jo ansat til at gøre det, men jeg tænker, at hvis man slet ikke har lyst til eller kan finde ud af at være under de rammer, så skal man måske heller ikke det.
Mange bliver socialrådgivere for at gøre en positiv forskel for socialt udsatte. Føler du, det er det, du gør?
- Mit perspektiv på det er, at vi laver et kæmpe stykke socialt arbejde, og jeg kan se, hvor meget vi hjælper mennesker og rykker dem. Det er jo de dårligst stillede mennesker i samfundet, vi er i kontakt med. Og at få en misbruger i behandling efter 20 års misbrug er en kæmpe succes. Det kan også være at en borger, der får fleksjob eller en førstidspension. Det er jo de succeser, der er med til at gøre det her job det hele værd.