Hvor ofte står du i et dilemma på jobbet?
- Det gør jeg næsten hver dag. Det er en del af mit arbejde at tage nogle valg, hvor der ikke kun findes én løsning. Og hvor det har konsekvenser for et andet menneske, som er meget syg, døende og magtesløs.
- Man har stor magt, fordi det handler om, hvordan man medicinerer dem, taler med dem og de pårørende, og hvad man informerer om. Og oftest går det godt, men nogle gange går det skidt, så man fortryder og ville have handlet anderledes, hvis man havde vidst bedre.
Karin Friberg har arbejdet som hospicesygeplejerske på Sct. Maria Hospice i Vejle i 16 år.
Hendes historie er en del af en serie på Avisen.dk, hvor vi møder mennesker, der til dagligt oplever svære dilemmaer i jobbet.
Hvad er svært ved det?
- Det er særligt de patienter, der ikke vil tale om døden. Og det man oplever er så, at familiemedlemmerne heller ikke taler om det. Der kan være en larmende tavshed. Når de er sammen, sidder de bare og ser TV. Og på den ene side har jeg respekt for deres ønske - og på den anden side siger vores erfaring, at det kan være rigtig godt at åbne op for sorgen. Ellers kan de ende med at sidde tilbage ensomme og alene med sorgen. Og den der skal dø, kan dø meget alene med sorgen.
Hvornår ender det galt?
- Folk kan blive meget vrede. Der er mange, der mener, at man skal bevare håbet. Det er sådan en kliché, der er. Og det kan skygge for kontakten mellem menneskene. De kender realiteterne, men taler ud fra et urealistisk håb. Måske ud fra en forestilling om, at den syge ikke kan tåle at tale om døden. Men man skal også respektere det liv, folk har levet. Hvis de ikke er vant til at tale om deres følelser, skal man heller ikke presse det ned over dem. Det kræver en enorm gefühl at finde ud af, hvem der vil tale, og hvem der ikke vil.
Hvad er det største dilemma, du har stået i?
- For en del år tilbage var der en mor til tre halvstore børn, som havde været syg i flere år, men som aldrig havde snakket med børnene om det. Hun blev indlagt hos os, og da vi så hende, blev vi chokerede, for hun var meget, meget dårlig og havde kun ganske kort levetid tilbage.
- Men hun havde ikke villet snakke om, at hun skulle dø, og havde på alle måder forsøgt at holde sig oprejst. Over for os gav hun udtryk for, at hun ikke ville snakke om det. Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op. Det var så svært for hende at skulle dø fra sine børn.
Så netop det dilemma mellem at blande sig og respektere den døendes ønske. Hvad gjorde I?
- Vi besluttede at fortælle hende, hvor alvorlig situationen var. Hun blev chokeret - meget chokeret. Vi aftalte, at familien skulle kaldes ind til en samtale om aftenen. Børnene blev også meget chokerede. Ud over at hun blev behandlet, så blev dagene også planlagt, så børnene kom på skift, og vi inddrog skolen.
- Og vi talte med hende om, hvordan hun skulle håndtere børnene. Hun døde få døgn efter. De fik en afslutning, som var enormt sørgelig, men de var sammen om det, og de var rolige.
Hvordan påvirker den slags dilemmaer dig?
- Det var en meget tung beslutning, vi tog. Jeg bliver stadigvæk tung om hjertet, når jeg tænker på det. Og som medmenneske kan jeg huske, hvor involveret, man bliver. Og jeg husker moderen, der er så ulykkelig.
- Jeg bliver meget træt efter sådan nogle vagter, og jeg bliver sorgfuld, og jeg synes, det er rigtig slidsomt. Man er virkelig i orkanens øje rent følelsesmæssigt. Det er meget stærkt at skulle bryde et totalt urealistisk håb.
- Der kan også være døende mennesker, der gerne vil fortsætte med ernæring i form af sondemad for at holde liv i livet. Det er et tilbagevendende dilemma. For på det stadie er kroppen ved at lukke ned, og derfor kan den få alt for meget brændstof af sondemad. Det kan give væske i lungerne og smerter for patienten.
Tager du overvejelserne med dig hjem?
- Ja, det gør jeg da tit. Man kan ikke have sådan et job, som jeg har, uden at tage det med hjem. Vil man ikke det, så skal man nok finde et andet job.
Får det dig til at overveje at finde et andet job?
- Nej. Jeg er begyndt at tænke, hvad har det her menneske lært mig. Hvad har det her menneske givet mig. Man lærer noget hver gang - småt og stort.
Læs også om den 32-årige socialrådgiver, Mette, der på et jobcenter er med til at forvalte beslutninger, som strider mod hendes menneskesyn.
Karin Friberg har arbejdet som hospicesygeplejerske på Sct. Maria Hospice i Vejle i 16 år.
Hendes historie er en del af en serie på Avisen.dk, hvor vi møder mennesker, der til dagligt oplever svære dilemmaer i jobbet.