En voldsom storm med masser af regn har fået tusindvis af skorpioner til at indtage folks boliger i området omkring den egyptiske by Aswan.
Tre personer døde i stormen, mens 500 personer er blevet indlagt som følge af skorpionbid, fortæller BBC, CNN og andre internationale medier.
Der findes ifølge lex.dk cirka 1500 skorpionarter, hvoraf omkring 25 af dem er dødelige for mennesker. En af de dødeligste arter kaldes “Buthidae” og har en gift, som kan dræbe voksne mennesker på under en time, og det er netop denne art, der har sendt folk på hospitalet i Aswan.
Borgerne i Aswan, der ligger ved Nilen i den sydlige del af Egypten, er vant til, at både skorpioner og slanger indtager hjemmene i forbindelse med regn, og fredagens voldsomme storm fik altså i særlig høj grad skorpionerne til at søge mod folks huse.
Selv om skorpiongiften kan være dødelig, er det dog muligt at behandle, og ingen mennesker har ifølge de egyptiske myndigheder mistet livet som følge af skorpionbid.
Tre soldater fra de egyptiske sikkerhedsstyrker er omkommet i forbindelse med de oversvømmelser, som stormen har medført.
BBC fortæller, at myndighederne har sat gang i en hasteaktion for at få modgift og medicin bragt ud til landsbyer, som er ramt af stormen. Samtidig meldes der også om, at læger er blevet bedt om at sætte coronavaccinationerne på pause for i stedet at prioritere patienter, der er ramt af skorpionbid.