Daværende departementschef Peter Loft viderebragte rygter om Stephen Kinnocks seksualitet til fagdirektør Ivar Nordland. Det fortæller Ivar Nordland selv under vidneafhøringen i Skattesagskommissionen fredag.
Ifølge Ivar Nordland blev han i august 2010 kaldt ind på Lofts kontor i forbindelse med sagen. Her sagde Peter Loft ifølge Ivar Nordland:
- Der går alle mulige rygter om, at parret ikke har et normalt samliv, og at Stephen Kinnock er homoseksuel.
- Jeg siger til ham, at rygter udmærker sig ved at være rygter. Han siger ja, det har selvfølgelig ikke nogen betydning for sagen, siger Ivar Nordland, hvorefter de to går i gang med at diskutere spørgsmål i sagen.
Ifølge Ivar Nordland siger Peter Loft ikke, hvor han har rygterne fra.
- Og jeg spørger heller ikke, siger Ivar Nordland.
Tidligere fredag fortalte Ivar Nordland i kommissionen, at Peter Loft tidligt var interesseret i, om Stephen Kinnock var skattepligtig i Danmark. Allerede i juni 2010 fik han den første henvendelse fra departementschefen.
Peter Loft var efter sigende særligt optaget af, at der ikke skal meget til for at overtræde reglerne om, hvor meget man må opholde sig i Danmark uden at være skattepligtig.
Ivar Nordland kan være med til at tegne et billede af, hvorvidt daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V), hans særlige rådgiver Peter Arnfeldt og Peter Loft blandede sig så meget i sagen, at der er tale om magtmisbrug.
/ritzau/