Det lyder som noget fra Shakespeare eller ”Game of Thrones”. Men intriger og kamp om tronen foregår også i virkelighedens verden.
Således hævder ny bog, at prins Andrew bag kulisserne arbejdede hårdt på, at prins Charles skulle springes over i tronrækkefølgen og dermed aldrig blive konge af Storbritannien. Det hævder forfatteren til den nye bog, ”Camilla, Duchess of Cornwall: From Outcast to Queen Consort”, der – som titlen antyder – handler om kong Charles kone, Camilla.
Og det er netop Camilla og hendes forhold til Charles, der fik Andrew på banen. Det skete, efter den nuværende konge blev skilt fra Diana i midten af 90’erne. Og Andrew fik hjælp til sine planer af både Diana, og sin ekskone, Sarah Ferguson, hævder bogen ifølge Daily Mail.
– Andrew lobbyede hårdt i håbet om, at Charles ikke skulle blive konge, når hans mor døde, og at William i stedet skulle bære kronen, lyder det blandt andet i bogen.
På det tidspunkt var prins William endnu ikke myndig, så Andrews plan var at gøre sig selv til regent, indtil nevøen kunne overtage.
Prins Andrew var efter sigende sin mors yndling, og hun lyttede gerne til råd fra ham. Men i lige præcis dette tilfælde, fik han for en sjælden gangs skyld ikke sin vilje – Charles blev som bekendt udråbt til konge, da hans mor døde for et par uger siden