Prins Andrew havde fødselsdag i går. Han fyldte 64 år. Normalt er der en strøm af lykønskninger på de kongeliges sociale medier, og ligeledes såkaldte hoftelegrammer til større medier for at gøre opmærksom på dagen.
De udeblev i går. Fødselsdagen blev helt og aldeles ignoreret, da prinsen ikke længere er at betragte som "aktiv kongelig" i modsætning til hans bror Edward og søster Anne. Storebror, Kong Charles, har sidste ord, når der skal laves om på tingene, og det skal der åbenbart ikke.
Det siges ellers, at lillebror Andrew har tilbudt sin hjælp til kongen for at aflaste denne under hans kræftforløb. Men det ser ikke ud til at blive til nogen realitet med den kolde forbigåen af hans fødselsdag.
Prins Andrews "meritter" med sexskandalen med Virginia Giuffrie er en plet, som han selv og kongehuset har svært ved at vaske væk.
Også prins Harry havde håbet på at kunne blive lukket lidt ind i folden igen, men forgæves.