Opdateret kl. 13:04
Anklagemyndigheden ved Midt -og Vestjyllands Politi har rejst tiltale mod en 50-årig mand fra Bonnet sydvest for Lemvig.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Manden er tiltalt for flere hændelser, som omhandler vold og legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter.
Manden har ifølge anklageskriftet også begået hærværk og flere gange brudt det forbud, han har haft mod at kontakte en 40-årig kvinde.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan borgere i Bonnet angiveligt blev udsat for vold begået af den 50-årige mand, der nu er tiltalt.
Manden har i byen fået kaldenavnet "jernstangen". Han har givet flere trusler om tæsk med alt fra et baseballbat til en motorcykelhjelm, har borgere i byen fortalt til B.T.
Derudover har den 50-årige mand ifølge B.T.'s oplysninger slået ud mod en person, kastet jernstænger mod en anden og overfaldet to personer.
Der er tale om i alt ni forhold i sagen. Anklagemyndigheden vil nedlægge påstand om dom til behandling på psykiatrisk afdeling.
Sagen vil blive behandlet ved retten i Holstebro den 24. februar 2020.
/ritzau/