Ritzau
Opdateret kl. 08:41
Mindst seks civile har mistet livet, efter at en selvmordsbomber til fods har sprængt sig selv i luften i Afghanistans hovedstad, Kabul, mandag.
Gerningsmanden udløste sin sprængladning nær den bygning, der huser Afghanistans nationale efterretningstjeneste. Det skete på det tidspunkt, hvor folk begyndte at møde ind på arbejde.
Talsmand for det afghanske indenrigsministerium Najib Danish siger, at seks personer i en bil mistede livet ved eksplosionen.
- Seks personer blev dræbt, og yderligere tre blev såret, siger talsmanden.
- De blev ramt, da de kørte forbi området i en hvid Toyota. Vi ved stadig ikke, hvad målet for angrebet var, men det skete på hovedvejen, lyder det.
Landets sundhedsministerium bekræfter dødstallet på seks civile, men har dog kun oplysninger om en enkelt såret.
Omkring klokken 06.30 mandag morgen dansk tid - knap to timer efter eksplosionen - hævdede den militante gruppe Islamisk Stat (IS) at stå bag angrebet.
Eksplosionen i Kabul sker blot en uge efter, at IS hævdede at stå bag et angreb mod et træningsanlæg, der tilhører samme agentur - Det Nationale Direktorat for Sikkerhed.
Her blev angrebsmændene dræbt, før de forårsagede betydelige tab.
På det seneste har både IS og oprørere fra Taliban hævdet at stå bag flere angreb rettet mod afghanske sikkerhedsstyrker i Kabul.
Fredag kørte en selvmordsbomber en Humvee pakket med sprængstof ind i en politibygning i den sydlige provins Kandahar.
Mindst seks politimænd mistede livet i angrebet. Det angreb har Taliban taget skylden for.
Sikkerheden i landet har været forhøjet siden maj, hvor en lastbilbombe eksploderede i byens ambassadekvarter.
Her blev omkring 150 mennesker dræbt og 400 såret. Ofrene var overvejende civile.
/ritzau/AFP