Københavns Politi har anholdt seks personer efter demonstrationer på Knippelsbro og Langebro fredag eftermiddag.
Det oplyser politiet på Twitter.
Demonstrationerne gav store trafikale problemer i hovedstaden, da de spærrede de to broer til Amager i myldretiden.
Aktionen blev gennemført af klimaaktivisterne i Extinction Rebellion som en protest mod "overforbrugsdagen" black friday, der ifølge aktivisterne er med til at forstærke klimakrisen.
Demonstranterne havde ifølge politiet spændt sig fast til stålkonstruktioner over vejbanerne. De er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Langebro og Knippelsbro er igen åbne for trafik.
/ritzau/