Den tyske Bundesliga er startet med et brag, og efter Schalkes hjemmekamp mod Hamburg søndag står det klart, at de ni kampe i premiererunden i alt bød på hele 37 mål.
3-3 endte det på Schalkes hjemmebane i Gelsenkirchen, og det er overraskende nok hjemmeholdet, der kan være bedst tilfreds med det resultat.
For sidste års nummer fire var - trods en kanonstart - alvorligt på hælene mod et HSV-hold, der spillede optimistisk frem ad banen og satsede hårdt, så snart chancen for hurtige modangreb bød sig.
Gæsterne, der har haft det tungt i de seneste sæsoner, var foran både 2-1 og 3-2 og må ærgre sig over, at den normalt sikre målmand René Adler fjumrede med bolden 18 minutter før tid, så Adam Szalai kunne prikke udligningen ind for det pressede hjemmehold.
At Schalke skulle balancere på randen af et nederlag, var der ellers ikke meget der tydede på i kampens indledning, for holdet kom flyvende fra start, da Klaas-Jan Huntelaar bragte hjemmeholdet i front allerede efter to minutters spil.
Men HSV-spillerne var ikke kommet for at lægge sig ned, og 20 minutter senere var kampen vendt på hovedet.
Rafael van der Vaart udlignede på straffespark, inden Maximilian Beister med et hovedstød kunne bringe de undertippede gæster i front 2-1.
Huntelaar udlignede før pausen, med da midterforsvareren Lasse Sobiech på ny bragte nordtyskerne foran i starten af anden halvleg, lurede den store overraskelse.
Men Schalke fik altså skrabet det ene point i land i en hektisk afslutning, og dermed er begge hold retfærdigt nok på pointtavlen efter en velspillet kamp.
/ritzau/