Nordkorea har muligvis genstartet en atomreaktor, der er i stand til at producere plutonium til våben.
Det hævder amerikanske forskere, som har studeret et satellitfoto fra det omstridte, nordkoreanske Yongbyon-anlæg. Billedet fra 31. august viser, at der stiger hvid damp op fra en bygning nær reaktorens turbiner og el-generatorer.
- Den hvide farve og mængden tyder på, at dampen ventileres bort, fordi systemet, som genererer elektricitet, er ved at komme online, konkluderer forskerne fra Johns Hopkins School of Advanced International Studies.
- Det indikerer, at reaktoren er, eller er i gang med at komme, i drift, tilføjes det.
Det har onsdag ikke været muligt at få en kommentar fra Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA.
Nordkorea forpligtede sig under sekspartsforhandlinger i februar 2007 til at lukke Yongbyon-reaktoren mod at få international bistand.
Spændingsniveauet steg på den koreanske halvø, efter at styret i Pyongyang 12. februar gennemførte sin tredje atomprøvesprængning. Det blev mødt med internationale fordømmelser - også fra landets nærmeste allierede, Kina.
I slutningen af marts erklærede det totalitære regime, at der herskede "krigstilstand" mellem Nord- og Sydkorea. De to stater har teknisk set aldrig sluttet fred siden Koreakrigen, som endte med våbenhvile i 1953.
I april trak Nordkorea sine 53.000 arbejdere ud af den særlige industripark Kaesong, som landet driver sammen med Sydkorea. Lukningen blev anset for en dramatisk optrapning af konflikten mellem det kommunistiske regime og naboen i syd.
Siden da er spændingerne mellem Nord- og Sydkorea aftaget igen. Landene er senest blevet enige om at genåbne Kaesong på prøvebasis. Det ventes at ske på mandag.
/ritzau/AFP