Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy er torsdag i retten, hvor han skal svare på beskyldninger om at have modtaget ulovlige kampagnemidler fra den rigeste kvinde i landet.
Hvis Sarkozy kendes skyldig, kan det skrinlægge alle hans planer om et politisk comeback.
Den 57-årige tidligere præsident er under mistanke for at have udnyttet den nu 90- årige Liliane Bettencourt, der er arving til kosmetik-giganten l'Oreal, da hun var for syg og svag til at forstå, hvad hun gjorde.
Sarkozy rejste torsdag morgen til Bordeaux, hvor sagen føres, i sit eget privatfly. Masser af politifolk, journalister og fotografer var mødt op ved domstolen for at tage imod ham.
Undersøgelsesdommerne ventes at bruge hele dagen på at udspørge Sarkozy om, hvordan han sikrede sig pengene fra Bettencourt.
Kilder i justitsvæsnet siger til nyhedsbureauet AFP, at Sarkozy risikerer at blive formelt tiltalt for bedrageri.
Men undersøgelsesdommerne kan vælge alene at gøre ham til et vidne i sagen.
Anklagerne mod Sarkozy deler sig i to:
At de kampagnemidler han modtog i 2007 fra Bettencourt overskred den lovlige grænse for partistøtte.
At han fik pengene, uden at den 90-årige kvinde var klar over det eller samtykkede.
Netop den sidste del af det var en påstand fra Bettencourts tidligere sekretær, Claire Thibout.
Hun fortalte i 2010 politiet, at hun havde overdraget godt en million kroner i kontanter til Bettencourts rådgiver, Patrice de Maistre, og hun havde forstået, at pengene skulle gives videre til Sarkozys kampagnechef, Eric Woerth.
Maistre hævede i 2007 og 2008 30 millioner kroner fra Bettencourts schweiziske bankkonto.
Politiet har mistanke om, at nogle eller alle pengene gik til Sarkozys parti, UMP.
/ritzau/AFP