Tålmodighed betaler sig – det ved Sanne Salomonsen alt om. Efter næsten fem år på boligmarkedet lykkedes det endelig den 69-årige sangerinde at sælge sit landsted i Gilleleje i februar. Nu er salgsprisen blevet tinglyst, skriver Ekstra Bladet. Og det er en pæn belønning, hele Danmarks rock-mama får for sin tålmodighed.
Den 225 kvadratmeter store gård er blevet solgt for 7,5 millioner kroner. Tilbage i 2017 måtte Sanne Salomonsen slippe 4,1 millioner kroner for herligheden, og fortjenesten lyder altså på 3,4 millioner kroner.
De nye købere overtager gården den 1. maj, men de fleste af sine ting har den garvede sangerinde nok allerede pakket ned. I 2022 flyttede hun til København for at bo sammen med sin søn, Victor Ray, hans kone og deres to børn, i en form for familiekollektiv nær Nørreport station.