Når Helle Thorning-Schmidt i morgen overtager formandsstolen i EU, venter der en enorm opgave.
Men statsministeren kan komme styrket fra udfordringen, hvis hun klarer især to opgaver.
Det forklarer pressechefen for EU-Kommissionens kontor i København, Michael Vedsø.
Den vigtigste opgave bliver at holde Europa samlet under de afgørende forhandlinger om Europagten, forklarer han, og peger på, at Helle Thorning-Schmidt kan blive bindeledet mellem euro- og ikke-eurolande.
"Danmark har som formandsland sandsynligvis en rigtig nyttig mæglerrolle, der kan gå ind som en honest broker (neutral mægler, red.) og forsøge at skubbe på en mellemstatslig aftale," forklarer Michael Vedsø.
Den anden store opgave under formandskabet bliver at drive EU's budgetforhandlinger afgørende fremad.
"En af de ting, som der er rigtig store forventninger til blandt os, der arbejder i maskinrummet, det er, at der sker store fremskridt på de flerårige finansielle perspektiver," slår Vedsø fast.
Han forklarer, at ingen regner med, at danskerne afslutter forhandlingerne om budgettet. Men drøftelser skal være så langt fremme, at de europæiske statsledere kan forhandle detaljerne på plads dette efterår.
EU's budget løber syv år. Den 1. januar 2014 skal det nye budget ligge klar, men da parlamentet og medlemslandene skal have mindst et år til at behandle det, så siger køreplanen, at der arbejdes intenst allerede nu.
Der er to altoverskyggende poster på budgettet. 1) Landbrugsstøtten og 2) de såkaldte strukturfonde, som støtter bl.a. konkurrenceevne og beskæftigelse i medlemslandene.
EU's budget fandt i 2011 modtagere til 141,6 milliarder euro eller 1.052 milliarder danske kroner.
Helle Thorning-Schmidts tjekliste under EU-formandskabet
DE TO STORE OPGAVER
- EU-budget
Under det danske formandskab går forhandlingerne om EU's budget fra 2014 til 20 ind i en afgørende fase.
- Traktatændringer/euro-pagt
Meningerne er delte om, hvilken rolle Danmark som ikke euro-land kommer til at spille under de afgørende forhandlinger om Euro-pagten. Men hvis traktatændringerne som planlagt bliver gennemført allerede til marts, så kan det blive med Helle Thorning-Schmidt i en afgørende hovedrolle.
ET PAR MINDRE OPGAVER
- Patentdomstol
som en af de mindre opgaver håber socialdemokraterne på, at Danmark kan lukke forhandlingerne om en europæisk patentdomstol.
- Energideling og energieffektivitet
Danmarks grønne profil vil lide et knæk, hvis ikke de to energidirektiver bliver gennemført.