Europa åndede lettet op, da det blev afsløret, at den farlige e-colibakterie kom fra bønnespirer. Ligeså stor var skuffelsen så, da meldingen lød, at det var det nok ikke alligevel.
Men nu skulle det være helt sikkert. "Agurkebakterien" kommer faktisk fra nordtyske bønnespirer, oplyser Fødevarestyrelsen.
"De oplysninger, vi har fået fra vores tyske kollegaer er umiddelbart så holdbare, at vi kan fjerne vores advarsel, så vi ikke længere har nogen anbefalinger i forhold til frugt og grønt," siger ?Fødevareberedskabschef, Kim Vandrup Sigsgaard, til Newspaq.
Derfor skulle det altså være helt risikofrit at spise tomat, agurk og bladsalat - også fra Tyskland.
Også spanske grøntsager kan man spise uden frygt for mavepine eller nyresvigt. Den advarsel ophævede Fødevarestyrelsen allerede 1. juni.
Dermed håber Kim Vandrup Sigsgaard, at bakteriekrisen er ved at være ovre.
"Det virker som om, det er på vej ned, så der bliver færre og færre syge," siger han.
Det skyldes, at bønnespirer fra den udpegede fabrik ikke længere er på hylderne noget sted i Tyskland. Alle de, der er blevet syge rundt omkring i Europa, har fået smitten netop i Tyskland.
Hvordan sådan en bakterie pludselig inficerer en hel produktion af en særlig grøntsag - eller i dette tilfælde spire - ved Fødevarestyrelsen simpelthen ikke.
"Bare vi vidste det. For så kunne vi sætte ind meget hurtigt. På nuværende tidspunkt ved vi ikke, hvordan eller hvorfor det er opstået. Men vi håber, at de tyske myndigheder snart er klar til at fortælle os noget om det," siger han.
Fødevarestyrelsen holder stadig skarpt øje med udviklingen i sagen og er efter eget udsagn i tæt kontakt med tilsvarende myndigheder i Tyskland og med EU-kommissionen.
Sidste nyt fra Statens Serum Institut er, at 20 danskere er smittet af bakterien. Alle pånær én er blevet smittet i Tyskland. Instituttet er ved at finde ud af, hvordan han har fået den potentielt farlige bakterie ind i kroppen.