Endnu en gang får kokkene i det kongelige køkken muligheden for, at servere et måltid med nyopgravede danske kartofler.
Kartoflerne vil dog ikke kun nyopgravede. De vil formentlig også være blandt de absolut de bedste danske kartofler, der er i øjeblikket.
Kartoflerne er nemlig dyrket af Aksel Sørensen i Jegerup ved Vojens. Han er tidligere vinder af Danmarks Kartoffel Råds danske mesterskab i dyrkning af kartofler på friland.
De seneste 22 år har Danmarks Kartoffel Råd afviklet DM, men har i år aflyst konkurrencen på grund af smitterisikoen med coronavirussen covid-19.
I stedet vil kartoffelambassadør Troels Mylenberg, som er politisk redaktør på TV 2 News, og formand for Danmarks Kartoffel Råd Johs. Nørregaard Frandsen grave nye danske kartofler op på Aksel Sørensens marker.
Og som det hører sig til vil kartoflerne blive vejet og lagt i en kurv. Kurven vil efterfølgende blive kørt til Odense. Kartoflerne vil blive fragtet fra den fynske metropol af grundlæggeren af Danmarks Kartoffel Råd, Jørn S. Larsen, videre til kongehuset.
Og herfra vil de velsmagende knolde fra mulden i Jegerup formentlig ryge i de royale gryder til stor fornøjelse for dronning Margrethe, og hvem der end måtte sidde med til bords.
Troels Mylenberg blev i januar udnævnt til årets kartoffelambassadør 2020 af Danmarks Kartoffel Råd.
Han er således den nyeste i rækken af kartoffelambassadører som tæller blandt andre sangeren Stig Rossen, Chipskongen Jørgen, tv-kokken James Price, tv-værten Søren Ryge og meteorologen Jesper Theilgaard.