Erstatninger på mindst 300.000 kroner og adgang til lange psykologforløb.
Socialdemokraterne foreslår nu, at erstatninger til eksempelvis vold- og voldtægtsofre samt sexmisbrugte børn hæves med det firedobbelte.
"I dag får man meget store erstatninger, hvis man har lidt et økonomisk tab, men latterligt små erstatninger, hvis man for eksempelvis har været udsat for en voldtægt. Der er taksten omkring 75.000 kroner, og det er nærmest pinligt lavt, når man tænker på de konsekvenser det kan have for offerets privatliv og arbejde," siger Socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hvis en gerningsmand ingen penge har, må det offentlige gå ind og betale en større del af erstatningen, foreslår Socialdemokraterne.
"Noget skal betales af gerningsmanden men noget andet er det offentlige nødt til at tage sig af, for det nytter ikke noget, at vi siger til ofrene, at de får en stor erstatning, når gerningsmanden ingen penge har. Så vil ofret jo bare blive snydt endnu en gang. Så både gerningsmanden og det offentlige skal betale noget mere," siger hun.
Samtidig foreslår Socialdemokraterne, at der bliver oprettet en fond til voldsofre, hvor alle, der modtager en dom, ikke nødvendigvis for vold, betaler et beløb.
"Selvom om man modtager en dom for noget helt andet skal man stadigvæk bidrage til at ofre kan få udbetalt erstatning," siger Karen Hækkerup.