Det er sølle, at Lars Løkke Rasmussen, der var med i toppen af VK-regeringen og endda til sidst som finansminister og statsminister, fralægger sig ansvaret for, at Danmark blev hårdere ramt af finanskrisen end landene omkring os.
Det siger Magnus Heunicke, politisk ordfører for Socialdemokraterne.
- Lars Løkke Rasmussen burde tage Rangvid-rapporten med op i hængevejen og læse den grundigt igennem - men først og fremmest burde han tage sin del af ansvaret, siger han.
Venstres formand fastholder, at Danmark var godt rustet til finanskrisen, selvom rapporten fra Rangvid-udvalget, der har undersøgt årsagerne til finanskrisen, giver den daværende VK-regerings økonomiske politik en del af skylden for krisen.
- Faktum er, at Venstre intet har lært af finanskrisen. Det sidste, vi har hørt, er, at punkt et i deres regeringsgrundlag er en svækkelse af Finanstilsynet. Det er præcist det, Rangvid-rapporten advarer imod, siger Magnus Heunicke.
Lars Løkke erkender dog fredag efter et møde med den svenske finansminister Anders Borg, at der er ting, som han godt kunne have ønsket sig anderledes:
- Det er uomtvisteligt sådan, at ting godt kunne have været anderledes. Jeg hæfter mig ved, at den her rapport i høj grad handler om tiden op til finanskrisen. Altså midt-nullerne. Der tror jeg, at man må tale om et bredt kollektivt ansvar i Danmark.
- Med bredt kollektivt ansvar mener jeg den finansielle sektor, de private virksomheder, som gav for store lønstigninger, og det politiske establishment på Christiansborg, siger Løkke.
Rangvid-rapporten blev offentliggjort onsdag, og gentagne gange påpeges det i rapporten, at VK-regeringen overhørte alle advarsler og bidrog til en overophedning af økonomien gennem en alt for lempelig finanspolitik.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.