Ekstra Bladet har med en aktindsigt kigget nærmere på kongehuset forbrug i 2017, og via lidt regnskabsgymnastik er avisen kommet frem til, at kongehuset har købt varer eller tjenesteydelser for 48.410.455 kroner.
Det er en god halv million kroner mindre end i 2016.
Kongehuset, som i denne forbindelse tæller dronning Margrethe, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie samt prinsesse Benedikte, modtog over 100 millioner kroner i apanage i 2017.
Ifølge Ekstra Bladet er beløbet præcist 104.519.052 kroner - heraf gik godt 81 millioner alene til dronning Margrethe.
Dronning Margrethe har ikke ruttet så meget med pengene i 2017 i forhold til 2016. Hendes privatforbrug sidste år var således et par millioner kroner lavere og landede på godt 35 millioner kroner.
Til gengæld har kronprins Frederik og kronprinsesse Mary ifølge Ekstra Bladet øget deres forbrug med 1,4 millioner kroner. De købte i 2017 varer og tjenesteydelser for knap 9,4 millioner kroner.
Til sammenligning brugte kronprinsparret i 2011 godt 12 millioner kroner.
Ifølge avisens beregninger brugte prins Joacim og prinsesse Marie lige knap tre millioner kroner i 2017, mens prinsesse Benedikte brugte 825.000 kroner.
Ekstra Bladets udregning af varer og tjenesteydelser bygger på en beregning af, hvor meget kongehuset har modtaget i momsrefusion. Kongehuset er fritaget for moms og får derfor al moms fra varer, der er belagt med moms, retur.
Oven i kongehusets køb af varer og tjenesteydelser skal også lægges løn til de ansatte.