Nyt, blåt, lånt og gammelt.
Traditionen ved bryllupper gælder også for den nye regerings finanslov. Titlen er ny, men indholdet er både blåt og lånt fra den gamle VK-regering.
Det skyldes, at en regering som en af de første handlinger i et nyt Folketingsår genfremsætter det forslag til finanslov, som blev lagt på bordet i august. Men det forslag er jo den gamle regerings, og der er derfor ikke ændret et komma.
Genbruget til finanloven for 2012 skyldes ifølge den nuværende regering tidspres, og finansminister Bjarne Corydon (S) kaldet genbruget en teknisk mellemregning.
"Vi vil selvfølgeligt præsentere regeringens forslag til ny politik og ændringer inden behandlingen i Folketinget. Jeg glæder mig til at komme i gang med forhandlingerne, så Danmark kan komme videre på en ny kurs," siger finansministeren.
Sådan har det også været tidligere i forbindelse med, at en ny regering er trådt til i efteråret før en ny finanslov er vedtaget. Sidste gang var i 1982. Her fremsatte Henning Christophersen som en af sine første gerninger den tidligere S-regerings finanslovsforslag uændret.
I det gamle forslag til et husholdningsbudget for staten, regner man med et underskud på 85 milliarder kroner. Det kan dog have sneget sig op omkring 100 milliarder siden da, og den nye regering har derfor bedt om et ekstra eftersyn af statskassen.