Rød EU-parlamentariker: Vi vil ikke være med i eliternes EU

EU skal ikke centralisere magten, mener EU-parlamentariker Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.
Enhedslistens årsmøde i Korsgadehallen på Nørrebro i København hilses fredag af Rina Ronja Kari, som er EU-parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU. I 2019 opstiller Enhedslisten selv til EU-Parlamentet med Nikolaj Villumsen som spidskandidat..
Enhedslistens årsmøde i Korsgadehallen på Nørrebro i København hilses fredag af Rina Ronja Kari, som er EU-parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU. I 2019 opstiller Enhedslisten selv til EU-Parlamentet med Nikolaj Villumsen som spidskandidat.. Foto: Philip Davali/Scanpix

- Vi tager magten tilbage. Tilbage til borgerne. Og jeg ønsker jer et rigtig godt landsmøde.

Sådan siger EU-parlamentariker Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU til Enhedslistens årsmøde fredag i Korsgadehallen på Nørrebro i København.

Hun hilser de godt 600 delegerede med beretningen om, hvordan EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, sikrede en kontroversiel lynforfremmelse af Martin Selmayr som Kommissionens generalsekretær.

EU-Parlamentet har kaldt ansættelsen et kup, påpeger Rina Ronja Kari.

Og med briternes farvel til EU med Brexit centraliserer EU magten, mener hun.

- Vi tager endnu et skridt hen imod Europas Forenede Stater. Tak for kaffe. Jeg tror godt, at vi kan finde en dør herfra. Status quo er ikke en mulighed, siger Rina Ronja Kari.

- Vil vi gerne være med i eliternes EU-projekt? Hvordan i alverden er partier som Socialdemokratiet og SF gået med til, at kampen for et bedre velfærdssamfund foregår på de præmisser?

EU burde i stedet føre en politik, som gavner velfærden, mener Rina Ronja Kari.

Enhedslisten ventes ved årsmødet at udpege udlændingeordfører Nikolaj Villumsen som partiets spidskandidat ved valget til EU-Parlamentet i 2019.

Han har vundet en urafstemning blandt medlemmerne.

Nu er Enhedslisten repræsenteret i EU-Parlamentet af partifællen Rina Ronja Kari, som er valgt ind for Folkebevægelsen mod EU. Ved sit forrige årsmøde besluttede Enhedslisten at opstille som selvstændigt parti.

Partiets medlemmer har traditionelt enten stemt på Folkebevægelsen mod EU eller Junibevægelsen. Junibevægelsen lukkede i september 2009, da den ikke fik valgt sin spidskandidat, Hanne Dahl, til EU-Parlamentet.

Dengang var Enhedslistens veteran Keld Albrechtsen formand for Junibevægelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.