Nok er Rod Stewart manden bag "Sailing" og "Maggie May", men den 81-årige britiske rocklegende kan bruge sin stemme til andet end store rocksange og bløde ballader.
I en video på Instagram, hvor Rod Stewart har mere end 1,7 millioner følgere, har rocklegenden givet en opsang uden sidestykke til Donald Trump. Årsagen er Trumps udtalelser om, at NATO-allierede skulle have holdt sig tilbage fra frontlinjen under krigen i Afghanistan.
Trumps udtalelser har vakt stor international vrede - ikke mindst i Storbritannien, der næst efter USA mistede flest soldater i Afghanistan. Og Rod Stewart lægger ikke fingrene imellem.
- Jeg blev født lige efter 2. verdenskrig, og jeg har stor respekt for vores væbnede styrker, som kæmpede og gav os vores frihed. Så det gør mig virkelig ondt – dybt ondt – når jeg læser, at værnepligtsundvigeren Trump kritiserer vores tropper i Afghanistan for ikke at være i forreste linje, lyder det blandt andet fra rock-ikonet.
I videoen kalder Stewart konsekvent Trump for “draft dodger” (værnepligtsundviger, red.), der er en reference til, at Trump aldrig aftjente værnepligt under Vietnamkrigen.
- Vi mistede over 400 af vores folk. Tænk på deres forældre. Tænk over det. Og Trump kalder dem næsten for kujoner, siger Stewart, der slutter sin video af med at gøre honnør og opfordre både premierminister Keir Starmer og Nigel Farage til at kræve en undskyldning fra Trump.
Begge har – ligesom NATO-chef Mark Rutte og en række internationale politiske ledere og krigsveteraner – efterfølgende kritiseret Trumps udtalelser. Også Mette Frederiksen har kaldt udtalelserne "ikke til at bære”"
Siden har Trump forsøgt at glatte ud. Efter et telefonmøde med Keir Starmer lørdag anerkendte han på sit eget sociale medie Truth Social, ifølge BBC, den britiske indsats. Her lød det blandt andet:
"De store og meget modige soldater fra Storbritannien vil altid stå sammen med Amerikas Forenede Stater. I Afghanistan døde 457, mange blev alvorligt såret, og de var blandt de største krigere af dem alle."