Den britiske guitarist John Sykes er død i en alder af 65 år.
Sykes var kendt som en gudsbenådet guitarist, som optrådte i flere store rockbands i løbet af karrieren - som fx Thin Lizzy, Whitesnake og Blue Murder.
- Det er med stor sorg, at vi må meddele, at John Sykes er gået bort efter hård kamp mod kræft, lød det mandag på musikerens officielle sociale medie-konti.
- I sine sidste dage talte han om sin oprigtige kærlighed og taknemmelighed til de fans, der har støttet ham gennem alle disse år, lød det videre.
Den britiske guitarist var formentlig bedst kendt for sit arbejde med Whitesnake. Han var med til at skrive bandets gennembrudsalbum fra 1987, der indeholdt hits som "Here I Go Again" og "Is This Love".