Den danske stat risikerer at skulle efterbetale løn og pension for milliarder af kroner til løst ansatte undervisere på landets universiteter.
Ifølge EU-reglerne skal deltidsansatte nemlig have de samme rettigheder som fastansatte samtidig med, at arbejdsgiveren skal have en gyldig grund til ikke at fastansætte arbejdstageren.
Det skriver dagbladet Information i dag.
Europa-parlamentsmedlem Ole Christensen (S) har fået EU-kommissionen til at granske de danske universiteters brug af løst ansatte lærere.
"Intentionen i EU-reglerne er, at du som vikar eller deltidsansat skal have samme arbejdsforhold som fastansatte efter en vis periode. Det kan jo ikke være rigtigt, at vi har lærere ansat på universitetet i 20 år uden, at de har ret til pension," siger Ole Christensen til Information.
Professor i socialret på Københavns Universitet, Kristen Ketscher, kalder sagen med de løst ansatte lærere for interessant.
EU-direktivet fra 2001 skulle nemlig begrænse misbrug af løst ansatte, så arbejdsgiverne ikke kan genansætte i årevis uden at søge for pension og løn under sygdom.
"Det er et rigtig godt spørgsmål, i hvilket omfang man kan tillade sig at gøre brug af tidsbegrænsede ansættelser. I udgangspunktet må man ikke forskelsbehandle folk, fordi de er ansat i tidsbegrænsede stillinger," siger Kirsten Ketscher til Information.