Denne artikel havde tidligere en overskrift, der ikke var dækning for. Avisen.dk beklager
---- ---- ---- ----
Hvis vi ikke havde nogen elite, ville vores samfund være fattigt. Eliten varetager vores demokrati, udvikler vores infrastruktur og de produkter, vi producerer. Det er eliten, der skaber et navn for Danmark i resten af verdenen.
Det mener millionæren Martin Thorborg. Han fortæller i Berlingskes serie om den danske elite, at han droppede ud af gymnasiet, stiftede Jubii og ikke bare kører Audi og bor med havudsigt. Han har også sit navn i den Blå Bog - opslagsværket over betydningsfulde personer i Danmark.
Og det betyder noget for den nu 47-årige Martin Thorborg, som gennem sit virke er kommet over to konkurser, har arbejdet 90 timer om ugen og et par gange har siddet til bords med statsministre.
- Jeg vil hellere sidde til bords med en minister, en erhvervsdirektør, en forsker eller en opdagelsesrejsende, end jeg vil sidde til bords med hr. og fru Danmark. Jeg ved godt, det er sådan noget, man ikke må sige, men det er min ærlige mening, siger Martin Thorborg til Berlingske, og tilføjer at "elitens mennesker er ofte mere interessante end andre".
Han mener også, at de fleste danskere ønsker, at de var en del af indercirklen, og at folk læser ugeblade, fordi de drømmer sig til et mere spændende liv.
- Nogen er født med de forkerte forældre og med manglende støtte hjemmefra. Vi er ikke født lige, men med forskellig IQ, forskellige familier og i forskellige dele i landet. Men langt flere kunne være blevet en del af eliten, end vi ser i dag, siger Martin Thorborg til Berlingske.